Sig mig lige, hvor pokker blev sommeren lige af...? Det regnfulde, blæsende og kølige vejr de seneste dage, har givet mig lyst til varm og stærk mad, sådan noget mad, som virkelig kan give en varme indefra.
Jeg havde en pakke med 2 store squash liggende i grøntsagsskuffen, så valget faldt hurtigt på en omgang squashspaghetti med en stærk og fyldig tomatsauce med stærke kødboller i - uhm det gjorde godt!
Kødboller:
500 g hakket oksekød
1 løg, fint hakket
1 fed hvidløg, presset
2 tsk stødt koriander
1/2 tsk cayennepeber
1 tsk stødt anis
2 tsk havsalt
Rør alle ingredienserne sammen. Lad farsen hvile mens du laver tomatsaucen.
Stærk tomatsauce:
2 dåser hakkede tomater
1 løg, fint hakket
3 fed hvidløg, presset
1/2 tsk cayennepeber
1/4 tsk røget paprika
2 spsk olivenolie
2 spsk balsamico
1 spsk honning
1 håndfuld fint hakket basilikum, gem lidt til pynt
1-2 rsk Havsalt
Steg løg og hvidløg, cayennepeber, røget paprika og basilikum i olivenolie. Når løgene er blevet lidt klare i farven tilsættes de hakkede tomater, balsamico og honning. Saucen skal nu simre under låg i en halv time.
Form 25-30 små kødboller ud af farsen.
Kom kødbollerne i saucen, kom låg på igen og nu skal den simre til kødbollerne flyder ovenpå, ca. 10 min. Smag til med salt.
Squashspaghetti:
2 store squash
Kør squashen igennem spiralizeren eller riv den groft.
Jeg kan bedst lide den rå, men ellers kan man lige inden servering, overhælde squashen med kogende vand i en si, så bliver de lidt mere bløde.